Sov Ude 2019

Den 25. maj 2019 inviterer Dansk Spejderkorps Sydslesvig ALLE til at sove en nat under åben himmel. Og vi mener faktisk - Alle! I og med at den officielle Sov Ude dato falder på årsmødeweekenden, har vi en enestående mulighed for at invitere ekstra mange med. Bestil plakater/flyers længere nede.

Formålet med Sov Ude er at få mange flere med ud i det fri. Alle uanset om man er spejder eller ej inviteres med udenfor til hygge, madlavning, aktiviteter, afslapning og en nat med månen og stjernerne som natlampe.

Planen er, at I i gruppen kan vælge at bruge initiativet som det passer jer bedst. Måske I holder det direkte i forbindelse med de lokale årsmøder, måske nogle inviterer alle gruppens forældre eller en helt tredje som bare har brug for et lille skub ud i det fri.

Initiativet er også en oplagt mulighed for lokalt samarbejde. Man kunne fx. arrangere Sov Ude sammen med en anden sydslesvigsk forening. Det er jo faktisk ikke kun spejdere der dyrker frilufstliv - eller måske I skal spørge nogen, der først skal opdage deres kærlighed for udeliv?

Har I lyst til at stå for et Sov Ude arrangement?

Så tilmeld jeres gruppe under www.bit.ly/SovUde2019 senest den. 7. April 2019

I løbet af april-måned vil I modtage, det antal plakater/flyer I har bestilt. Desuden vil eventsitet www.sovude.spejder.de blive opdateret, så man kan se de forskellige arrangementer rundt omkring i Sydslesvig. Også dem der afholdes på et senere tidspunkt.


Inspiration til et ‘Sov Ude’-program:

Program 1

  • Tænde et lejrbål
  • Nyde varmen og kigge på stjernerne
  • Tage ud på refleksløb i skoven
  • Morgenmad på bål søndag morgen

Program 2

  • Teambuilding-lege
  • Boldspil med den lokale idrætsforening
  • Hygge rundt om lejrbålet
  • Smugler-natløb
  • Fælles morgenmad om søndagen